Liv Thyge

Spørg migNext pageArchive

Verden Virkelig Gik Under

Ser du, hvis man har holdt tre dages non-internet ud, så begynder man virkelig at tro at verden vil gå under. Især hvis Internet-Kineseren ikke kunne finde ud af hvad der er galt. For en måned siden var det det samme problem. Mor var i Danmark, så valgt Far bare at købe en ny router. Nu er den død igen. Eller nej. Da manden gik, og påmindede at han kom med en ny router imorgen. Det var som om den nuværende router blev bange og lod sig virke igen. Fordi det gjorde den. Virkelig weird. 

Nu spilles der høj musik i stue-etagen, drikkes kir, far basker rundt med 4,4 kg kød og vi alle er glade. Fordi vi er samlet. Alle 6. Bror kom med flyet idag. Tænk at der skulle gå mindst 6-7 måneder før hele familien er samlet. Jeg tror at familiens samlingspunkt, a.ka. Mor, er lykkeligst. Selvom jeg gjorde hende ked af det, da jeg sagde at jeg ville hjem. Nu fortryder jeg det lidt. Jeg har jo PMS. Jeg hader Kina. Og kulden. Og kineserne. Nej, jeg er ikke racist. De er bare fandens SÅ uhøflige. Jeg savner min seng. Mine dyner. Mine puder. Jeg savner også at kunne forstå tv. At kunne finde ud af at trykke på apparater, der IKKE er på kinesisk. Jeg savner mine venner. Jeg savner at spille fodbold. Jeg savner rigtigt brød. Jeg savner rigtige kartofler (selvom jeg hader dem anyways). Jeg savner rigtigt øl. Jeg savner Danmark. Jeg savner København. Jeg hader Beijing. Jeg hader forureningen. Jeg hader kaosset. Jeg hader kinesere (endnu en gang). 

Mest af alt hader jeg at være så langt væk fra Bjørnen. Både fysisk og psykisk. Fordi Kina har pludseligt besluttet at klippe internetforbindelsen mellem os to over. Så var det én enkelt sms om dagen. Gosh, hvordan fanden kunne jeg overleve mine yngre, teenage-forelskede dage?!

Grove ord, i know. Men hvis man har PMS, ikke har talt med den eneste ene der kan bringe mig til fornuft og få mig til at ikke gå sving over ingenting, og ensomhed, kan det hele bringe ens forstand på grænsen. Nu er jeg ved at gå langsomt tilbage. 

Dog har jeg stadig slemt jetlag. Så slemt som aldrig før. Jeg går i seng mellem kl. 22-23. Fint. Jeg falder i søvn. Fint. Jeg kan aldrig huske at jeg ret faktisk falder i søvn. Ok. Så plejer jeg at vågne kl. 4-5. Nogle gange står jeg op, nogle gange vender jeg bare rundt i sengen og fortsætter med at have mareridt, inden jeg står op, og nogle gange står jeg bare op kl. 6.00. Idag er et fremskridt, fordi jeg vågnede først kl. 7.00. Men snart er det gået en uge og hvis jeg ikke vågner først kl. 10-12.00, føler jeg at jeg er ved at miste mig selv. 

Behøver jeg at sige at jeg glæder mig utroligt meget til at komme tilbage d. 30 og rejser igen d. 31 til the city of madness? 

Farwell!

Get intimate with me. now.

(Source: diethoroscopes, via prettyandfit)

When I see those little 8 year old pricks with iPhones. You know what I had when I was 8?

sodamnrelatable:

image

via sodamnrelatable

(Source: shutyourface09, via flamingtouch)